30 muslimer besluttede at sige ja til Jesus ved kristent sommerstævne
Flere end 200 personer deltog på iransk missionsstævne i Vejle – heraf var mere end halvdelen muslimerVejlefjordskolen i Daugård genlød af eksotiske sange. Og snakken gik livligt på sprog fra fremmede himmelstrøg, da over 200 iranere og afghanere mødtes til den iranske kirkes missionsstævne d. 12-16 juli.
Over halvdelen af deltagerne var muslimer og fik kærligheden at føle i både fællesskab og forkyndelse. Og 30 besluttede sig for at tro på Jesus som Guds søn.
Massoud Fouroozandeh kan vist roligt betegne stævnet som en succes. Som præst for den iranske menighed i Pinsekirken i Odense har han længe haft en drøm om at samle iranere fra hele Europa og lade den enkelte kristne mærke, at han ikke er alene med sin tro.
Her kom endda en deltager helt fra Iran. Han var på besøg hos sin søn i Paris, hørte om stævnet og satte sig fluks på et fly til Danmark for at være med.
Massoud ville også skabe et forum, hvor muslimer kunne mærke kærligheden i det kristne fællesskab. Og ved Vejle Fjord smeltede over 100 muslimer naturligt sammen med deres kristne landsmænd og fik samtidig det kristne budskab forkyndt råt for usødet.
Og resultatet udeblev ikke. I løbet af ugen havde 30 muslimer bekendt, at Jesus ikke blot er en profet, men Guds egen enbårne søn, der døde på korset for menneskers frelse.
Den sidste aften blev de alle sammen kaldt frem for at blive velsignet. Da de alle stod og ligefrem strålede på platformen, løb flere fra forsamlingen spontant frem for at give dem knus. Der blev leet og grædt og kysset på højre og venstre kind, mens lovsangens orientalske moltoner fyldte kirkerummet.
Det var tid for Massoud at holde sin sidste prædiken, der både afspejlede glæden over stævnets succes, men også et gran af bekymring for, hvordan det nu ville gå de nyomvendte efter hjemkomsten:
– Vi har været fire dage i karantæne her. Når vi kommer hjem, er vi tilbage i det virkelige liv. Der er måske ingen til at opmuntre og hjælpe os. Og Satan venter derude med sine fristelser.
– Vi er som de første disciple efter opstandelsen. De havde været sammen med Jesus, men nu skulle de klare sig selv. Men Jesus sagde: Vær ikke bange. Jeg er med jer alle dage. Jeg sender en hjælper, som skal være som en far, der hjælper sin familie.
Men du skal vælge i dag, hvem du vil tjene. Er du klar?
– Ja, lød det spontant flere steder i forsamlingen, hvorefter Massoud fortsatte:
– I skal være en duft af Kristus, når i kommer hjem, en Jesusparfume. Vi kan gå i naturen, se blade og blomster uden at mærke naturens dufte. Men når det har regnet, kommer duftene frem. Lad Jesu blod regne ned over dig, rense dig og gøre dig til en liflig duft. Jesusparfume er bedre end Armani og Hugo Boss og så er den gratis!
Det er anden gang, Mas-soud og Mohabat, Kærlighedens Kirke, som den iranske menighed i Odense hedder, inviterer til stævne. Og det bliver ikke sidste gang. For kærlighedens fællesskab om forkyndelse sætter ord og begreb på muslimernes åndelige søgen, og processen fortsætter, når de kommer hjem.
– Mange muslimer har en åndelig længsel, de ikke får tilfredsstillet i islam, forklarede Massoud kort før mødet.
Vi prøver at besvare deres søgen ved at pege på Jesus som det sande udtryk for, hvem Gud er. Og så går processen gennem tre faser: Først opmærksomhed om, hvad Jesus står for, så beslutningen om at følge ham og til sidst tilslutningen til et kristent fællesskab. De to første ting sker her på stævnet, den sidste arbejder vi på mellem stævnerne.
Selv flygtede Massoud Fouroozandeh i 1985 over de kurdiske bjerge fra krigen mellem Iran og Irak. Hans opvækst var sket efter bogen, Koranen altså, og han havde gået i en af de berygtede koranskoler og lærte også at synge de foreskrevne bønner ud fra minareten.
Men da han kom til Danmark som 17-årig, blev han mødt af en helt anden kultur, og da moderen senere også kom til Danmark, inviterede hun kristne iranere hjem til sig:
– Det overraskede mig, at der var så stor kærlighed mellem de kristne. De havde sådan et varmt fællesskab, husker han. – Jeg blev modtaget som en af deres egne, selv om jeg var muslim.
Da han senere sammen med moderen kom ind i Pinsekirken i Odense, oplevede han den samme accept, og det betød, at han til sidst besluttede at blive kristen.
Kort efter etablerede han Mohabat, i Pinsekirkens lokaler. Den iranske menighed er siden begyndelesn i 1997 vokset med 70 medlemmer – alle forhenværende muslimer. Og budskabet er et helt andet end det, Massoud lærte i koranskolen:
– Det allerstørste er kærligheds-budskabet; det, at man får tilgivelse og skal lære at tilgive andre, fastslår Massoud Fouroozandeh.
Og det forklarer måske glæden og det varme fælleskab på Missionsstævnet denne sommer.
Flere informationer om den iranske kirkes arbejde findes på www.mohabat.net.
